ØRBÆK BRYGGERI

Telefon +45 65332111  /   LINKS:  NATURFRISK

DET GAMLE BRYGGERI

HISTORIE

 

Ørbæk Bryggeri blev grundlagt i 1906 af familien Madsen i Ørbæk, i hvis ejerskab det var i tre generationer. Bryggeriet blev bygget som et malt- og hvidtølsbryggeri i hhv. 1906 og 1914. På Fyn blev bryggeriet specielt kendt for dets stakitøl, som blev fremstillet af røgmalt fra bryggeriets eget malteri.

 

Stakitøl var en overgæret, mørk øl, der havde en røget smag. Øllet blev leveret i femliters flasker, som blev anbragt i tremmekurve af træ – deraf navnet stakitøl.  I slutningen af 70’erne solgte familien Madsen Ørbæk Bryggeri. I årene indtil 1994 havde bryggeriet skiftende ejere. Ejerskiftene skyldtes den stigende konkurrence på øl og sodavand fra større bryggerier, og i starten af 90'erne blev den daværende ejer nødt til at lukke.

 

Vi, Niels og Nicolai Rømer, overtog Ørbæk Bryggeri i 1996. Bryggeriet var intakt; i de smukke, gamle bygninger var der bryghus, tappekolonne og meget andet. Efter en del renovering af maskinpark og bygninger tog vi atter bryggeriet i brug. Af respekt for bryggeriets historie og sjæl står det gamle brygudstyr og malteri stadig uberørt, og det giver et historisk vingesus, som er med til at fastholde os i en traditionsrig og kvalitetsfokuseret produktion.

UDVIDELSE AF ØRBÆK BRYGGERI

SIDEN 1996

 

 

Vi startede med at producere økologiske sodavand og juicer på bryggeriet under navnet NaturFrisk i 1997.

 

I 2001 følte vi, at tiden var moden til at genoptage ølproduktionen på Ørbæk Bryggeri – som en økologisk ølproduktion. Vores første bryg var på gaden i 2002, og vores Brown Ale vandt guldmedalje samme år.

 

Den ældste del af vores bryggeri har en brygkapacitet på 20 hl pr. bryg, og i årene fra 2002 til 2005 var den årlige brygkapacitet på cirka 2000 hl.

 

2005 var et skelsættende år, da vi indviede en ny tilbygning med mere tidssvarende brygudstyr. Denne del af bryggeriet har en brygkapacitet på 60 hl pr. bryg, og på trods af bygningens moderne arkitektur harmonerer den fint med den gamle del af bryggeriet. På den måde har vi efter udsagn fra såvel medarbejdere som besøgende bevaret de smukke rammer for Ørbæk Bryggeri.

 

Med udvidelsen kan vi nu følge med den stigende efterspørgsel på vores produkter. Vi ser i dag frem til mange udfordrende år på et dansk marked, hvor stadig flere micro-bryggerier er med til at skærpe konkurrencen og interessen for dansk kvalitetsbryg.

 

Vi har også et ønske om, at Ørbæk Bryggeri skal være kendt som et nyskabende bryggeri, og derfor udvikler vi konstant nye øltyper.

På den måde håber vi at kunne udbrede kendskabet både til de mange smagsvarianter af øl og til ølbrygningens håndværksmæssige traditioner.

 

Vores produkter kan findes på udvalgte caféer og restauranter.

BRYGPROCESSEN

ØKOLOGISK  PRODUKTION

I dag tilbyder markedet mange spændende og gode malttyper. Derfor har vi - frem for selv at fremstille malten - valgt at koncentrere os om selve brygprocessen. Vi har dog bevaret det gamle malteri og det tilhørende udstyr, som nu indgår i rundvisningerne på bryggeriet. På den måde får vores besøgende et realistisk indblik i hele bryghistorien på Ørbæk Bryggeri.

 

DEN GAMLE MALTPRODUKTION

I det gamle malteri blev bygmalt sat i blød i støbekar, hvor bygkornene sugede vand i et par dage. Herefter blev byggen spredt ud på gulvet, hvorefter kornene hver dag i cirka otte dage forsigtigt blev vendt med træskovle. Hensigten var at få byggen til at spire, så kornets enzymer omdannede kulhydraterne til sukkerstoffer. Efter endt spiring var det vigtigt at få kornet tørret på en ordentlig måde. Det foregik i ”Køllen”, som er en stor ovn med skorsten, hvor den spirede byg blev spredt ud på store riste. ”Køllen” blev meget varm, og det resulterede i, at byggen blev tør, ristet og godt røget. Malten var nu klar til at blive anvendt til ølbrygning.

Maltprocessen foregår ikke længere på Ørbæk Bryggeri. I stedet for køber vi malten af eksterne, anerkendte leverandører.

 

BRYGNINGEN

Når vi har afmålt den passende mængde malt, kværner vi den til gryn. Derefter tilsættes varmt vand i mæskkarret. Mæskningen er den proces, hvor maltens sukkerstoffer og enzymer udtrækkes. Processen tager ca. en time, hvor malten udsættes for forskellige temperaturer, alt efter øltype.

Herefter pumpes mæsken over i et sikar, som kan sammenlignes med en stor si. Her sies væsken, der også kaldes urten, fra, og urten løber ned i et kogekar. For at få flest mulige sukkerstoffer vasket ud af malten overgydes mæsken jævnligt med varmt vand.

Når urten er trukket ud, bliver den kogt i en time sammen med humle, som giver øllet den rette bitterhed. Dernæst bliver urten nedkølet til en temperatur, der er passende for den valgte gærtype (se nedenfor) og for den øltype, der er ønsket som slutprodukt.

Gæringen og gærtypen er et helt kapitel for sig. Der findes et utal af gærvarianter. Hovedgrupperne af gærtyper hedder overgær og undergær – og herunder er der mange undertyper af gær, som giver øllet dets forskellige karakterer.

 

Overgæren forarbejder urten ved forholdsvist høje temperaturer, og i processen udvikles blandt andet smagsnoter, som er kendetegnet for gamle danske øl og mange engelske og belgiske øl.

Undergæren er en type gær, som kun efterlader få smagsnoter. Den forarbejder urten ved lavere temperaturer. Her foregår gæringen over en længere periode, og gæren benyttes typisk til øl som pilsner.

Selve gæringen, hvor gæren fortærer sukkerstofferne og omsætter dem til alkohol, foregår i to tempi. Den første gæring er voldsom og hurtig, hvorimod den anden, der kaldes eftergæringen, er langsommere og sker ved lavere temperaturer, hvor kulsyren binder sig i øllet.

Efter ca. en måneds gæring og lagring er øllet klar til at blive fyldt på flasker eller fustager.

VORES IDEOLOGI

ØKOLOGISK  PRODUKTION

 

Du spørger måske dig selv, hvorfor vi brygger og producerer økologisk? Svaret er ganske enkelt:

Vi mener, at der for vores børns og efterkommeres skyld er al mulig grund til at tænke og handle økologisk for at bevare balancen i naturen.

 

Vores overordnede bevæggrund er vores overbevisning om, at det, vi putter i munden, skal være af den bedste kvalitet. Det skal ikke være fyldt med pesticider og andre kemiske stoffer. Disse stoffer skader nemlig såvel mennesker som natur – og vi vil ikke anvende råvarer, som måske er dyrket på bekostning af rene søer, åer og have, rent drikkevand og menneskers velvære.

 

Vi ønsker den bedste kvalitet. Vi brygger og producerer ud fra den overbevisning, at den bedste smag fås ved at benytte de bedste råvarer - og de er økologiske! Kvaliteten af vores produkter er sikret ved, at de er fremstillet af økologiske råvarer, som er under løbende kontrol af Det Danske Fødevareministerium samt udenlandske kontrolinstanser. Disse råvarer er blandt andet byg, spelt, humle og frugter/juice.  På den måde sikrer vi os, at vi kun anvender råvarer, som er dyrket i samklang med naturen uden brug af kemikalier, pesticider, kunstgødning, GMO med videre.

 

Læs mere om fødevarekontrol af økologiske produkter på www.oekologi.dk

BUTIK

ØRBÆK BRYGGERI

 

I forbindelse med den seneste ombyg-ning på bryggeriet har vi etableret en lille butik, så det nu er muligt at købe øl, vand og juicer på vores adresse: Assensvej 38, 5853 Ørbæk.

 

ÅBNINGSTIDER:

                     Mandag   9.00 - 15.00

Tirsdag    9.00 - 15.00

Onsdag   9.00 - 15.00

Torsdag   9.00 - 15.00

Fredag   LUKKET

Lørdag   LUKKET

 Søndag   LUKKET

FERIELUKKET UGE 29 og 30

RUNDVISNING / BESØGSRUM

BESØG ØRBÆK BRYGGERI

 

Vi har etableret et besøgsrum, som benyttes under rundvisninger, men som også fungerer som undervisningslokale i forbindelse med Diplombryggeruddannelsen. Under vores rundvisninger vil vi guide besøgende gennem den gamle del af bryggeriet over i den helt nye og renoverede del. Vi bestræber os på at vise hele ølbrygningsprocessen fra malt til færdig øl på flaske. I forbindelse med rundvisninger vil der selvfølgelig være smagsprøver på nogle af vores produkter.

 

 

Rundvisning på Ørbæk Bryggeri bookes hos:

John - telefon +45 21 80 67 59

eller på mail: rundvisning(at)oerbaek-bryggeri.nu

 

Rundvisninger fra oplevelsespakker samt enkeltpersoner og mindre grupper.

Åben rundvisning den tredje lørdag i måneden fra 13.00 til  15.00.

Tilmeldning og information på tlf. 21 80 67 59, eller se på bryggeriets Facebook-side.