Ørbæk IPA er en traditionel IPA, som man kender fra helt gamle dage, hvor den engelske kolonihær i Indien drak øl i stedet for det lokale vand. Soldaterne var dog ikke helt tilfredse, øllen havde det nemlig med at blive sur, når den skulle transporteres hele vejen fra England. Man fandt derfor på at tilsætte ekstra meget humle til øllen, for at den på den måde bedre kunne klare den lange sejltur - og på den måde opstod den øl, vi i dag kender som IPA.
Vi holder meget af gamle brygtraditioner, og derfor har vi naturligvis brygget vores IPA efter de gamle engelske brygtraditioner, så vi har tilsat ekstra meget humle til øllet. Vi har valgt at tilsætte amerikansk humle, for at give vores IPA en mere frugtig smag, end hvad engelsk humle kan tilbyde. Det giver en traditionel sød engelsk ale med frugtige amerikanske humler. Ørbæk IPA dufter skønt af citrusfrugt – især af grapefrugt, der stammer fra Cascadehumle, som vi har brugt. Du vil i duften også kunne fornemme en god duft af malt. Smagen er sød og fyldig, med en markant bitterhed fra humlen.
Nydes bedst til: IPA’en gør sig rigtig godt sammen med orientalsk mad – gerne retter med masser af smag og varme. Derudover er den også lækker sammen med lidt federe retter såsom pizza, burger og fish n’ chips.
Type: India Pale Ale
Farve: Gylden
Sødme: 3 Fylde: 3 Bitterhed: 4 Syrlighed: 3
BU: 48 EBC: 10
Ingredienser: vand, BYGMALT*, humle*, gær. * = økologisk
Energi: 180 kJ / 43,5 kcal
Fås også som fadøl.